Andersen & Nielsens Lyrikkanon header image 3

Radionyhederne

Nyhederne den 8. november 2008:

Alle elsker Obama. Og tilbedelsen af den kommende amerikanske præsident får nu et bredt flertal af Liberal Alliance til at foreslå en Kanon til hyldest for Barack.

­ Jeg kender alt til at være populær. Det er top dollar. Men en mønt har som bekendt to sider, og kommer det til den side, der vender nedad, er det en god idé at tænke på den som en cd med dejlig musik, siger et anonymt medlem af den tidligere så nye alliance og fortsætter:

- Sådan en cd havde jeg ikke, da det gjalt. For Anders og Lars blev bare ved med at regne på skatteprocenten for Fyn i stedet for at få cd’en brændt. Og Lars har stadig min cd med Celine Dion, men når jeg får den, skal Obama straks få en kopi, lover Liberal Alliances kulørte talsmand, der også er villig til at give flere konkrete bud på indholdet af en hyldest til den amerikanske præsident:

  1. Paint the White House Black med funk-guden George Hilton
  2. Michael Jacksons hit Black and White
  3. I’m Barack in Black med AC/DC – deres nye hit Black vIcepresident blev droppet, da det hurtigt viste sig at Joe Biden er kridhvid
  4. Kokomo med Beach Boys. Omkvædet lyder som bekendt: ”bermuda, Obama, come on pretty mama”
  5. En sang af Zizidada… eller alle sammen.

Endelig foreslår Liberal Alliance også et godt stykke af Vesterhavs-stranden omdøbt til Obama Beach.

Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar til foreslagene fra verdensmanden Barack Obama. Manden, der fra en tryg barndom på Hawaii lærte livets lektie i Indonesien og blev hvad han er den dag i dag i det Chicago, hvor han stadig har sit hjerte på den kenyanske højslette, og hvorfra han nu vil make the world a better place.

Amen. Det var nyhederne.

Nyhederne den 18. oktober 2008:

Kulturminister Carina Christensen lancerer nu en kanon over Musik til regressionen. Kanonen er blevet til i samarbejde med partifællen, Konservativ førstekogekone og økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen og kommer kort tid efter, at justitsminister Brian Arthur Mikkelsen lancerede sin kanon over danske skudepisoder. Men nu er det altså tid til at mindes finanskrisen, siger kulturministeren.

- Skudsalverne er afløst af bragene dårlig økonomi og et C20-indeks bombet tilbage til stenalderen. Eller i hvert fald til før, jeg byggede min kommode. Den har tre skuffer og ligner ingen andre kommoder på markedet, udtaler Carina Christensen.

Den nye kanon over musik til finanskrisen og det dårlige aktiemarked består blandt andet af:

  • Lou Reeds Walk on the Wild Side
  • Abbas Money, Money, Money
  • Get Down On It med Kool and the Gang
  • Dillon Fence med Poor poor lonely
  • Jimi Hendrix’ Manic Depression
  • Musical-hittet If I were a rich man med den uforglemmelige linje ”If I were a rich man, Ya ha deedle deedle, bubba bubba deedle deedle dum”.

Regeringens Tænketank for Smagsdommeri har allerede kritiseret Carina Christensen for at gå uden om danske bankers slagssange og dansk musik i almindelighed. I et forhastet svar fra ministeren lyder det dog, at finanskrisen alligevel skyldes international påvirkning – og at Kim Larsen ikke er taget i betragtning. Ministeriet frygter nemlig, at linjerne ”Det er en kold tid/ som vi lever i/ alle går rundt og fryser/ men vi har det da nogenlunde her/ her på Østre Gasværk” i år 2008 vil blive modtaget som en hånlig reference til stand-up komikeren Anden, der netop har scoret kassen med sit enmands-show på netop Østre Gasværk.

Det var nyhederne, god aften.

Nyhederne den 27. september 2008:

Efter den senere tids skyderier i København varsler Justitsminister Brian Arthur Mikkelsen nu en kanon over danske opgør med skydevåben.
- Der er ingen grund til at sigte lavt i retspolitikken eller skyde med løst krudt. Danskerne skal lære at ramme plet juridisk – og så handler det altså om at være hurtig på aftrækkeren, siger Brian Mikkelsen, der før offentliggørelsen af forslaget allerede selv har ladet op med et par skud fra hoften til den nye kanon – undskyld kanon.

Mordet på hans tidligere kongelige højhed hr. Erik Klipping i Finnerup Lade, år 1286. Ok, der var ingen skydevåben indblandet, så det skal måske skydes ned på forhånd, indrømmer Brian Mikkelsen og retter en hård salve mod smagsdommerne på Juridisk Fakultet.

Den svenske kanon, der med et pragtskud ødelagde Kong Christian d. 4s ene øje ved slaget på Kolberger Heide, år 1644.

Sixten Sparres og Elvira Madigans kærligheds-selvmord på Tåsinge, 20. juli 1889.

Mordforsøgene på Konseilspræsident Jacob Brønnum Scavenius Estrup og Socialminister K.K: Steincke i henholdsvis 1885 og 1930. Estrup bv ramt af en pistolkugle, der prælede af på hans jakkeknap – mordforsøget på Steincke blev afværget af en betjent i Folketingssalen, der tvang skyttens pistol mod loftet.

Forfatteren Emil Bønnelyckes affyring af tre revolverskud mod loftet på dagbladet Politiken, 4. februar 1919, under oplæsning af digtet Rosa Luxembourg.

Likvideringen af ’Søren Stikker’, på fødselsattesten kendt som Anker Frants Sørensen, der i august 1944 blev skudt, 22 år gammel, fordi han havde stukket modstandsfolk.

Ordene ’skyd efter benene’ og politiets efterfølgende massive affyring af patroner ind i mængden af opildnede demonstranter på Skt. Hans Torv, 18. maj 1993.

…og vi har netop modtaget et telegram

I forlængelse af justitsministerens ønske om udarbejdelse af en dansk skud-kanon, og i lyset af Arthur Mikkelsens tidligere engagement som kulturminister, kræver Andersen & Nielsens Lyrikkanon at blive taget kraftigt i overvejelse til listen.
- Der er krudt i os, det er kanon – og vi er villige til at sætte ministeren en pistol for panden i denne sag, meddeler digter Jonathan Nielsen på vegne af den angiveligt sprængfarlige digteduo.

Sådan lød telegrammet altså. Tjubang – det var nyhederne.

print_link() Bookmark and Share